Bolig

Senest revideret på landsmødet d. 24.-26. marts 2023

Boligen er ikke kun noget vi bor i – den er selve rammen for vores hjem, vores tryghed og vores sundhed. Boligen bør ikke være et spekulationsobjekt, man skal tjene penge på, men en menneskeret. Den er forudsætningen for, at alle har lige adgang til at leve et godt og meningsfuldt liv. Derfor er det et politisk ansvar at sørge for, at alle har adgang til en bolig.

Den bedste måde at sørge for gode boliger til alle er ved at sikre en stærk almen boligsektor, der ikke skal skabe profit, og som er demokratisk styret af beboerne. Desværre svækkes den almene boligsektor på mange områder. For eksempel river man gode, almene boliger ned for at bygge nye, private alternativer. Dette forklares ofte med, at man vil have mere ”blandede boligområder”, men er som regel blot et direkte politisk angreb på etniske minoriteter, socialt udsatte og fattige borgere, der tvangsflyttes fra deres hjem. Derudover betyder stigende brug af valuarvurderinger på andelsboligområdet, at andelspriserne stiger og stiger.

Reelt blandede byer og boligområder er en god ting, og derfor vil vi gerne skabe flere almene og demokratiske boformer i de områder, hvor der i dag primært er dyre ejerboliger – så længe de ikke skabes på bekostning af naturområder. Generelt skal vi sikre, at alle har mulighed for at vælge en bolig i nærheden af det, der er vigtigt for dem, hvad enten det er deres familie og venner, deres fritidsinteresser eller deres uddannelse og arbejde. Det kræver at almene boligområder og kollegier understøttes af ordentlige, offentlige transportmuligheder, der gør det attraktivt at bo der.

Rød-Grøn Ungdom arbejder for:

Boliger til alle

  • At Lejeloven og Lov om midlertidig regulering af boligforholdene sammenskrives til én permanent lejelov med fordel til lejeren

  • At lejen i alle privatejede udlejningsboliger fastsættes omkostningsbestemt

  • En boliggaranti for alle – først og fremmest unge under 30 år

  • At der bygges flere blandede boformer, fx kollektiver og bofællesskaber.

  • At alle nedrivninger af gode, ordentlige boliger stoppes og gøres ulovlige.

  • At afskaffe og forebygge ufrivillig hjemløshed

  • At ghettoloven afskaffes

  • At der skal være bopælspligt i alle boliger

  • At den månedlige husleje for studieboliger maksimalt må udgøre 60% af den udeboende SU

  • At der i kommuner med mangel på billige boliger indføres mulighed for at ekspropriere private boliger mod kompensation, hvis de har stået tomme i mere end 2 år

En demokratisk boligsektor

  • At der bygges flere almene, billige boliger samt kollegier – også i velhaverområder.

  • At indføre forkøbsret til 1) lejere, der vil etablere sig som afdelinger af almene boligselskaber, og 2) almene boligselskaber, der ønsker at opkøbe privatejede ejendomme

  • Erhvervsuddannelser skal altid være et gyldigt adgangskrav til kollegier, og alle former for karakterkrav til studieboliger skal afskaffes

En boligsektor uden spekulation

  • En omfattende regulering af bolighajer og private boligspekulanters muligheder for huslejestigninger og anden lejerfjendtlig adfærd

  • At afskaffe valuarvurderinger af andelsboliger

  • At beskatte arbejdsfrie, boligrelaterede indkomster højt

En grøn boligsektor

  • At indføre strenge, klimavenlige krav til nybyggeri samt nedrivnings- og renoveringsprojekter

  • At indføre krav til klimavenlig brug af Landsbyggefondens midler og give lejerne fuld kontrol herover

  • At forbedre den offentlige transport i og omkring almene boligområder og kollegier.