SAMMEN ER VI STÆRKERE END FRYGTEN
Uanset hvor i verden vi har rødder, hvor vi er vokset op, og om vi har en gud, vi beder til, så fortjener vi alle, at vores stemmer bliver hørt. Vi fortjener at leve værdige liv med frihed, tryghed og lige rettigheder.
For at demokratiet skal virke, skal vi alle være inkluderet i det. Men visse politikere sørger for, at en gruppe medborgere står uden for fællesskabet. De deler os op i et “os” og et “dem” og udnytter vores forskelligheder til at distrahere os fra, at de svigter deres vigtigste opgave: at sikre gode, lige muligheder for alle os, der bor i Danmark.
Socialdemokratiet og højrefløjen river hjem ned, fordi beboerne har ikke-vestlig familiebaggrund. De skaber frygt og mistillid fra Folketingets talerstol ved at beskylde muslimer for at undergrave samfundet indefra. De tvinger minoritetsetniske kvinder til at arbejde på fuld tid for 50 kroner i timen. De strammer igen og igen kravene for at opnå statsborgerskab og udelukker vores venner, kolleger, klassekammerater og naboer, som føler, tænker og drømmer på dansk. De skyder skylden for vores samfunds problemer på de samme mennesker, de bevidst skubber uden for fællesskabet.
Men vi ved jo godt, at de bruger syndebukke, fordi de ikke har nogen gode løsninger på de udfordringer, vi alle møder i hverdagen. Vi ved godt, at vi i Danmark – om vores forældre er født her, eller om vi selv er kommet hertil – har mere tilfælles med hinanden end med de politikere, der vil splitte os ad. Derfor er det vigtigt, vi står sammen for at sikre frihed, tryghed og lige muligheder for os alle. Sammen er vi stærkere end frygten.
Vi vil:
Sikre, at flere kan deltage i vores demokrati – det skal være meget nemmere at opnå statsborgerskab i Danmark
Skabe tillid til og tryghed for alle vores medborgere – vi kræver, at handleplanen mod racisme bliver til virkelighed
Gøre op med diskrimination – lovgivning, som diskriminerer på baggrund af herkomst, f.eks. “ghettoloven”, skal tilbagerulles
Vi synes, det skal være meget lettere at blive statsborger i Danmark.
Er du enig?
Støt os med din underskrift!
Ved at skrive under accepterer du, at vi må sende dig nyhedsbreve via mail. Du kan til enhver tid afmelde dig mailinglisten ved at kontakte os.
Fremtiden er i vores hænder. Den starter med vores historier. Læs dem her.
-
Inden jeg overhovedet rigtig forstod politik, så forstod jeg, at en stor del af politikerne i bund og grund ser mig som et problem for resten af samfundet. Når folkevalgte taler om en på en diskrimerende og racistisk måde, er det svært ikke at blive mærket af det. Det trænger hurtigt ind i ens mentalitet, og ofte har jeg frygtet, at folk jeg mødte i skolen eller på gaden ville se på mig, ligesom de her politikere gør. Disse politikeres diskrimerende politik gør derfor, at man føler sig splittet fra sine medborgere. Det er et problem, fordi i virkeligheden har vi mere tilfælles med hinanden, end vi har med politikerne og resten af eliten.
-
Jeg fik først statsborgerskab som 21-årig. Det tog over 3 år, fra den dag jeg fyldte 18. Jeg brugte hele min første SU på at betale for det. 700 kr. til indfødsretsprøven og 1200 kr. for at sende min ansøgning til behandling. Jeg nåede lige præcis at gøre det, inden priserne blev hævet til 3800 kr. i 2019. I 2024 koster en indfødsretsprøve 847 kr., mens selve ansøgningen koster 4000 kr. Ikke nok med at den økonomiske belastning er blevet større, så er betingelserne skærpet. Da jeg søgte om statsborgerskab talte min studietid f.eks. som beskæftigelse. Det gør den ikke i dag. Vilkårene for at ansøge og få dansk statsborgerskab er blevet ændret så meget på få år, at det næsten ikke er til at forstå, hvad de indebærer. Når man lovgiver på den her måde, forringer man ganske enkelt unge menneskers demokratiske rettigheder. Unge mennesker, der har haft hele eller størstedelen af deres liv i Danmark, kommer bagud ift. deres jævnaldrende. De skal vælge mellem uddannelse og statsborgerskab, og de er tvunget til at udsætte det ene med flere år. Og som ungt menneske, der går igennem denne proces, går man konstant rundt i frygt for, at man har begået en fejl, som gør, at man skal udsætte det hele i endnu længere.
-
Jeg er træt af at forsvare min danskhed. Jeg har medvirket i radioprogrammer, avisartikler og TV-klip, hvor jeg gang på gang fortæller den samme historie: Jeg er født i Danmark, vokset op her, drømmer og tænker på dansk, jeg har bestået min studentereksamen, tager en uddannelse, betaler skat, arbejder frivilligt - mit liv er i Danmark. Alligevel kan jeg ikke få et dansk statsborgerskab. For reglerne om statsborgerskab er ikke baseret på overvejelser om, hvad der er bedst for Danmark eller bedst for demokratiet. Reglerne strammes og strammes, fordi socialdemokraterne og højrefløjen bruger indvandrere som syndebukke for at tiltrække stemmer.
-
Jeg 20 år og er født og opvokset i Danmark, har gået på gymnasiet, og drømmer om at videreuddanne mig for at kunne bidrage som kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Men alligevel skal jeg vælge mellem min uddannelse og 3,5 års ufaglært beskæftigelse, hvis jeg nogensinde skal kunne blive dansk statsborger.
For mig handler det danske statsborgerskab ikke kun om adgangen til at medvirke i de demokratiske processer. Det handler om, at man også anerkendes af det samfund, man bidrager til.
Manglen på det gør, at jeg ikke kan føle mig sikker i det land, jeg altid har set som hjem. Og at jeg skal indrette mit liv og min fremtid efter regeringens tidsfrister. Og jeg er langt fra den eneste.
Jeg går både ind for frihed, lighed og demokrati, men alligevel bliver jeg adskilt fra mine medborgere og nægtet stemmeret. Det modsiger i min optik de danske værdier.
Har du selv en historie, vi må fortælle videre?
Skriv til os.
Du kan også udfylde formularen. Så kontakter vi dig.