OM RGU
Vi er et landsdækkende fællesskab af unge socialister, feminister og klimaaktivister, som sammen kæmper for en mere retfærdig verden.
RGU’s historie
Den 1. marts 2020 mødtes 125 unge socialister i København for at stifte Rød-Grøn Ungdom. Med inspiration fra stærke venstreorienterede bevægelser rundt om i verden tog de det første skridt til at udfylde et tomrum på den unge venstrefløj i Danmark og opbygge en massiv bevægelse, der kan tage kampen op mod den stigende ulighed og den manglende klimahandling.
I dag er 125 blevet til mange flere, men målet er stadig det samme: et socialistisk samfund, der er retfærdigt, demokratisk, solidarisk og bæredygtigt.
Vores arbejde
Hvis bare vi er mange nok, kan vi skubbe til magtforholdene og trække samfundet i en rødere og grønnere retning. Det er en af de grundlæggende tanker for vores arbejde i RGU.
Vi organiserer os med andre unge, hvor vi bor, går i skole og arbejder. Vi kæmper for at rykke dagsordenen i den offentlige debat. Og vi råber op, når vi ser uretfærdigheder i vores samfund.
Kort sagt gør vi alt, hvad vi kan, for at skabe et mere retfærdigt, demokratisk, solidarisk og bæredygtigt samfund.
RGU’s struktur
Rød-Grøn Ungdoms højeste myndighed er landsmødet. Her mødes hundredevis af medlemmer på tværs af landet og beslutter RGU’s politik, strategi og økonomi.
Mellem de årlige landsmøder ledes RGU af hovedbestyrelsen, som består af repræsentanter fra alle RGU’s lokalafdelinger samt et forretningsudvalg valgt på landsmødet.
Mellem hovedbestyrelsesmøderne varetages den daglige drift og ledelse af forretningsudvalget samt den daglige ledelse.
Alt dette er beskrevet i RGU’s vedtægter, som er de grundlæggende regler og retningslinjer for organisationen.