VORES MÆRKESAGER

I Rød-Grøn Ungdom arbejder vi for at bekæmpe uligheden og sænke udslippene. Derfor kaster vi os ind i valgkampen med 10 rød-grønne mærkesager.

Sunde tænder uden huller i budgettet!

Vi kræver gratis tandlæge til alle, fordi sundhed skal være en basal rettighed for alle mennesker, og det skal også gælde for tænderne. Gratis tandlæge til alle skal indfases, så vi starter med unge, socialt udsatte og lavindkomstgrupper.

Boligklassen skal også bidrage!

Vi kræver, at afkast på boligsalg beskattes. Når man kan tjene skattefri summer på et boligsalg, skaber det enorme uligheder på tværs af klasser, generationer, og mellem land og by. Afkast på boligsalg skal derfor beskattes ligesom alle andre indkomster.

Ingen skal sendes tilbage til krig og konflikt!

Vi kræver et totalstop for udvisninger til usikre forhold, fordi vi har et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt. Loven skal ændres, så ingen flygtninge kan miste deres opholdsgrundlag, før der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet.

De stigende priser rammer hårdest i bunden!

Vi kræver inflationshjælp til dem, der har mindst. Når inflationen stiger, går det ud over lavindkomstgrupperne. De rigeste skal betale, så vi dæmper den økonomiske aktivitet i toppen af samfundet og arbejder mod mere lighed – også i krisetider.

Kvindekamp er klassekamp - ligeløn nu!

Vi kræver ligeløn i de kvindedominerede fag. Den lave løn og de dårlige arbejdsvilkår er en bombe under vores velfærdssamfund. Vi vil have fjernet Tjenestemandsreformen fra 1969 og have en lavt- og ligelønspulje, der skal komme fx sygeplejersker til gode.

En grøn fremtid kræver flere faglærte!

Vi kræver en lærepladsgaranti til alle, der går på en erhvervsuddannelse. Vi mangler faglærte i fremtiden, og lige nu kan alt for mange erhvervsskoleelever ikke færdiggøre deres uddannelse, fordi der mangler lærepladser. Vi kan ikke komme i mål med den grønne omstilling uden dygtige faglærte.

Send regningen til forurenerne - ikke forbrugerne!

Vi kræver en høj, ensartet CO2-afgift på 1.500 kr./ton i 2030. En afgift er en afgift, og ingen skal have vennerabat på en sådan. En høj, ensartet CO2-afgift er den billigste, nemmeste og mest retfærdige måde, hvorpå vi kan bremse klimakrisen.

Landbruget skal omlægges, omstilles og opdeles!

Vi kræver en ny, grøn landbrugsreform. Landbruget står for mere end en femtedel af Danmarks samlede udledninger. Vi kan ikke nå vores klimamål, hvis ikke landbruget reducerer med mindst en tredjedel i 2030. Derfor skal landbruget reformeres.

Lad os køre kollektivt ud af klimakrisen!

Vi kræver billigere og bedre offentlig transport i hele landet. Klimakrisen buldrer af sted, og alligevel stiger bilbestanden år efter år. Den kollektive trafik skal være et reelt alternativ til privatbilismen, uanset størrelsen på ens pengepung eller hvor i landet, man bor.

Danmark svigter klimakrisens frontlinjer!

Vi kræver, at Danmark betaler tilstrækkelig klimabistand til udsatte lande. Danmark har forpligtet sig til at betale minimum 4 mia. årligt til klimatilpasning i Det Globale Syd. Men Danmark snyder! 3,4 mia. af den pulje penge, vi årligt betaler, er taget direkte fra udviklingsbistanden - puljen har altså bare fået et nyt navn, uden at vi betaler mere.