Miljø og landbrug
Senest revideret på landsmødet 5-7. april 2024
Biodiversitet er afgørende for os i Danmark og for resten af verden, da økosystemerne bidrager til at sikre, at vi har adgang til ren luft og frisk vand. Artsudryddelse, overfiskeri, afskovning, forurening og udpining af jord har skabt en biodiversitetskrise. Færre træer, planter og mikroorganismer i havene betyder mindre organisk materiale på kloden til at optage og lagre CO2, mens den globale opvarmning forsurer havene, og mange dyre- og plantearter uddør i stadigt stigende tempo. Der er ikke nok plads til dem, fordi deres levesteder forsvinder eller ødelægges. Det skal vi ændre ved at lave en samlet plan for arealanvendelsen i Danmark.
Dette vil særligt være af betydning for landbruget, der skal omstilles grundlæggende, da det har indflydelse på vores biodiversitet, havmiljø og drikkevand i høj grad, og det tegner til at blive den sektor med den største udledning af drivhusgasser i 2030. Danmark er det næstmest opdyrkede land i verden og det land, hvor der produceres mest kød pr. indbygger. Hele 80% af landbrugsarealet bruges til dyrkningen af husdyrfoder. En mindsket animalsk produktion skal derfor give plads til regenerative landbrug, mere dyrevelfærd og vild natur.
Jorde, som ligger op ad kysten, samt floder, sandede jorde og lavbundsjorde bør udtages fra landbrugsproduktionen af hensyn til havmiljøet, drikkevandet og CO2-udledningerne.
Det danske landbrug har en enorm historisk betydning for vores lands udvikling. Hvis det atter skal have det, så er det nu landmændene skal gå forrest i den grønne omstilling. Det skal ske med økonomisk støtte fra staten og i overensstemmelse med arealanvendelsesplanen. Ingen skal tabes på jorden. På trods af hvad store virksomhedsejere eller landbrugslobbyen påstår, så vil den grønne omstilling af landbruget være en udvikling, ikke en afvikling. Det skal være landmændene og fællesskabets interesser, der er de drivende kræfter i et nyt, grønt landbrug – ikke storkapital og investorer.
Når kapital og virksomhedsinteresser får frit løb, vil de altid finde nye måder at udnytte og ødelægge jordens ressourcer i jagt på profit. Det er det, vi ser ske med havbrug – en heftigt voksende industri, men ikke en holdbar løsning på overfiskeri. Mens havbrug til opdræt af muslinger eller tang kan være gavnligt, så kan havbrug til fiskeopdræt være enormt skadeligt for havmiljøet.
Derfor skal der stilles skarpere modkrav til virksomheder, der udnytter naturressourcer. Gentagne gange er virksomheder sluppet af sted med at forurene uden at blive stillet til ansvar. Det skal slås fast, at man ikke kan forurene fælles goder som vores drikkevand, jordbund eller luft uden at betale en dyr pris for det.
I Rød-Grøn Ungdom kæmper vi for en verden, hvor der igen er plads til vild natur, vandet vi drikker er rent, og vores have atter bliver fulde af liv.
Rød-Grøn Ungdom arbejder for:
Den overordnede ramme:
At folketinget vedtager en arealanvendelsesplan for hele Danmark
Naturgenoprettelse
Etablering af mere vild natur, herunder at 30% af Danmarks landareal skal udpeges som naturnationalparker, blandt andet ved statsligt opkøb af private jorder
At 10% af Danmarks areal bliver strengt beskyttet natur
Al statsskov omlægges til urørt skov
At der gives statslig støtte til FSC-certificeringer
Øget støtte til private aktører, som ønsker at omlægge dele af deres arealer til vild natur
En stærkere beskyttelse mod affredningen af grønne områder
En hårdere håndhævelse af naturbeskyttelsesloven
At etablere aktiv rewilding flere steder i Danmark
At reformere dyrevelfærdsloven, så reel rewilding muliggøres
At gøre det obligatorisk for folketinget at drøfte konklusionerne af biodiversitetsrådets årlige rapport
En ny biodiversitetslov baseret på de internationale biodiversitetsmål, Danmark har forpligtet sig til aktivt at arbejde hen imod
At Danmark støtter kampagnen Stop Ecocide i EU- og FN-lovgivning
Landbrug
En strukturomlægning af landbruget, der skaber regenerative landbrug
At mindst 20% af den direkte landbrugsstøtte øremærkes til naturbeskyttelse
Et forbud mod import af fødevarer, der er produceret som følge af afskovning, og at reducere importen af klimaskadelige fødevarer
Et loft på samlet antal af husdyr i den danske animalske produktion
At hæve standarden for dyrevelfærd i alle former for husdyrproduktionen
Et forbud mod pelsproduktion
At lavbundsjorde omlægges til vild natur, blandt andet gennem statslige opkøb af private jorder
At alle sprøjtegifte forbydes og udfases
At indføre afgifter på kvælstof i kunstgødning
At størstedelen af al gylle skal bioforgasses inden den bruges som gødning
At minimum 1% af Danmarks landbrugsareal omlægges til vedvarende energiinfrastruktur såsom solceller og vindmøller
Grundvand og havmiljø
At 30% af Danmarks havareal bliver beskyttet natur og 10% bliver strengt beskyttet
At særligt sandede landbrugsjorder og jorder tæt ved vandmiljøer omlægges til vild natur
At udledningen af kvælstof reduceres med 35% til maks 35.000 tons årligt
Et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber og en omlægning til naturskånsomt fiskeri fra danske havne
Et forbud mod havbrug til opdræt af fisk